Bekymringer for Makia

Kelik brasede ind af døren godt ligegald med sine omgivelser han var irreteret ovet den forbanede vampyr der havde skadet Makia han have været ude og jagte ham og da han endelig fant ham virkede hans kugler ikke en gang på ham og han begyndte at plape op om alt muligt som ikke kunne være sandt han gik målrettet ned af middergangen og op mod det sted hvor Makia lå han åbnede døre og gik over til hedens seng og faldt på knær foran den og tog hendes hånd og strøg den blidt på håns ryggen han var bekymret for hende og havde ikke været hos hende de sidste2 dage på grund af hans jagt på vampyren

makia åbnede langsomt øjende det var anden gang på to døgn hun havede åbnet øjende og sidste gang var det kun i 7 min før hun var besvimet igen hun drejede langsomt hovedet og så på ham med slørede øjende som om en tåge havede lagt sig ind over hendes sind og nægtede at lade noget liv eller lys slippe ud "fandt du ham så?.... har du dræbt den mand jeg elsker?" hendes stemme var kold og ligegyldig som om det intet betød for hende om han var død eller ej hendes hud var aske grå og der var ingen tegn på glæde at spore hos hende

han smilede lidt da hun åbnede øjne og var glad for at hun havde det bedre "ja jeg fandt ham men mine kugler bed ikke på ham" sagde han ligyldigt og var mere konsentrede om Makia og han strøg en hånd gennem hendes hår "har du det bedre?" spurgte han foprsigtigt hende og holdte hednes hånd tæt ind til sig

hun djerede igen hovedet og så tomt op imod lovftet "godt jeg vil ikke midste ham det var dumt af dig at tage afsted du kunne være blevet dræbt hvis du var død ville jeg ikke have en grund til at leve endnu mindre end jeg har nu jeg vl ikke midste dig" hendes stemme var dæmpet og monotom som en radio der var gået i stykker og ikke kunne afspille tone lejer

han smilede sørgmodigt og kikkede ned på hendes hånd " Undskyld makia jeg var bare så vred at jeg ikke kunne tænke på andet end hævn...undskyld" han havde det dårligt med sig selv fordi han ikke have blevet hos hende han
han tog ringen af sin finger og satte den forsigtig tilbage på makias hånd hvor den hørte til og smilede lidt og huskede tilbage til den gang han gav hende den hun var så uskyldig og blid den gang hunvar så glad og nu var hun helt ødelag og trist på grund af vampyen

"kelik vil du ikke godt holde om mig som du gjorde den gang vi var børn når du gjorde det føltes det som om alt ondt i verden aldrig nogle sinde ville få lov at røre mig" hun sukkede men kikkede stadigvæk tomt op i loftet hun savnede virkelig trykhed

Kelik rejste sig og satte sig i hendes seng og tog hende blidt ind i sin favn og holde hende tæt ind til sig og nussede hende blidt på brystet og kyssede hedne på håret " selfølgelig makia det vil jeg altid gøre for dig" sagde han med en blidt hviskede stemme og lagde blidt it hovde ind til hendes og holde hene tæt

hun var slap i hans armede hele hendes krop var svækket af sorg og hun følte sig som et tomt hylster hun lukekde sine øjne mens han holdte om hende og prøvede at huskede tilbage tilbage på den gang alt var godt hvidt og smukt men alle tanker var som blæs bordt med støvet fra de utallige vampyre hun havede dræbt der var intet tilbage ud over smerten og mørket

Han smilede sørgmoig og udtøte et kort grin "den gang vi var små legede vi rund her i kirken óg som jeg altid fik gjord lavede jeg en masse balade og larm... fader Harwkins skældte mig altid ud og sagde at hvis jeg ike holdte op ville jeg ende i helvede fordi jeg ikke fulgte gud ord og du prøvede altid at forsvare mig... jeg var en lige så stor klovn da jeg var lile som jeg er nu" sagde han blidt til hende da det torturede ahm at se hende sådan

en antydning af et smil viste sig i hendes mundvige men mere blev det heller ikke til "ja du var vireklig en idiot nogle gange men tilgegel var du de rogså for mig når jeg enlig havede i problemer jeg skylder dig mit liv og det er ikke kun en gang" hun åbnede sine øjne langsomt og så på ham smerten i hendes inder var ulidiglig men ikke engang den kunne hamle op med den tomhed hun følte

"det er noget ud andrig behøver at betale tilbage jeg gjorde det kun fordi jeg holder af dig" sagde han varmt og strøg hendes hår væk fra ansigtet og måtte undertrykke sorgen i ham det pinte han at se hedne sådan hun var jo som en søster for ham han ville aldrig midste hedne eller se hedne trist ahn holdte af hedne af hele sit hjerte og ville gerne gå gennem ild og vand blot for at hjælpe hende

hun satte sig op og begravede sit ansigt i hænderne det var tortur for hnende lige nu at høre ham sige sådan hun ville ikke elskes ikke holdes af hun vidste ikek hvad hun ville hun rejste sig og gik over til vinduet mens hun prøvede at finde ud af om hun ønskede at han skul,e gå eller blive men selv ikke vinduets kolde glas undte hende nogle form for svar

han rejste sig op og kikkede lidt på hende "jeg kan godt gå hvis det er det du ønsker makia... du skal bare sig det til mig så skal jeg nok" sagde han til hen med en anelse sørgmodighed i stemmen og stilte sig hen ved døren

"nej kelik det er ikke det jeg vil gerne have at du er her jeg er bare så forviret jeg havede aldig troet at han ville bide mig det virker så uvirkeligt han var jo så sød så charmende så kærlig jeg han er ikke et monster kelik" hun vendte sig om hun havede fået tåre i øjende hun kunne ikke længer hodle smerten tilbage hun sank på knæ og gemte sigen sit ansigt

Kelik gik hen til hende og fald på knæ og holdte om hende "så så Makia det skal nok gå" sagde han roligt til hende og strøg hende blidt gennem håret og lod en enkelt lille tåre glide ned af hans kind og holdte hende så tæt id til sig han kunne uden at det gjorde ondt

hun græd hjertensskærende og var utrøstelig hvad skulle hun dog gøre hun elskede ham jo og han så hende ikke som anet end mad det var til at kaste op af hun følte sig så hjælpeløs

Han vuggede hende blidt i sin favn og strøg hende blidt på hovdet " det skal nok gå " gentog han igen og igen med en rolig og blid stemme og blev ved med at nusse hende på hovdet"vi kunne finde han og få han til at fortælle hvorfor?" sagde han blidt opg en anelsse håbesfuld selv om han godt vidste at det lød dum men han ville jo bare ha at hun var gald

"jeg ved godt hvorfor... han så det... han så ind i min sjæl og så det .... mine minder... min fortid... mit mørke... han følte sig frastødt ved det... han så mig som beskidt..." hendes gråd var forsvundet nu var det bare tårende der faldt lydløst ned over hende kinder som ville de aldig stoppe igen

var det han sagde så sand havde hun oplevet alt det han salge nede i kældren i det forladte hus eller...hvad? kelik var gået i stå i et kort øjeblik men fik revet sig løs fr atankerne "nej du kan aldrig være beskidt jeg er sikker på der er en anden mening i det kom skal vi ikke bare finde ham2 sagde han blidt og rejste sig om og trak hende med sig og tørede blidt hendes tåre væk og nussede hende trøstede på kinden

"det ville være som at finde en rotte i en kloak men lad gå hvis det kan gøre dig glad" hun gik over og tog sin lange sorte jakke på hun tog sine solbrilelr og satte over sine forgrædte øjne hun vendte sig om mens hun fæstnede sine pistoler til sit ben hun ligende igen sig selv høj stoldt stærk mystisk kold og følsesløs

"jeg tror jeg ved hvor vi kan finde ham" sagde han og tænkte på det forladte hus han havde nok ikke flyttet sig siden han var der sidst ellers måtte de jo bare finde en vampyr som vidste det

"så lad os gå min pistoler ender med at blive kolde hvis vi bare står her" hun begyndte at gå

//out

han smilede kort og hoppede ud af døren og fulgte efter hende

//out