En svaghed der kan koste livet

Nattens mørke havde så grådigt slugt sol lyset da månen stille kom frem og skyggerne blev langsomt længere og efter lod intet lys fra solen så alt lå nu helt mørkt hen og en sagte hvisken bredte sig i nattens mørke en hvisken af nattens børn der stillede vågnede for at jage enu en nat Oron bevægede sig roligt mellem gyderne med det sedvanlige døde ansigt som værken viste glæde eller sorg skønt han havde masse at sørge over og masse at glæde sig over
hvisknen i gyden tavs og begyndte igen da han gik rygterne bredte sig som pæst i disse gyder rygter om ham men det var ikke noget nyt skønt det var begyndte at irretere ham meget alle disse rygter om hvordan man skulle få ramt på ham men lige nu ønskede ham kun at få fred og at få Makia set igen sidste gang blev han nødtil at afbryde det inden han fik mere balade men hendes makker selv om han let kunne slå ham
Oron satte i løb alle disse tanker hjem søgte ham han ønskede ikke hele tiden at skulle huskes på alt dette han ønskede ikke denne føelse i hans bryst den pinte ham det var en svaghed den havde ikke ladet ham spise i flere dage og hans krafter forsvandt stille
Oron faldt sammen på jorden og trak vejret tungt og tog sig til hovdet og lukkede øjne mens et rassende ansigts udtryk var præet i hans ansigt hvorfor hvorfor skulle dette ske han ønskede det jo ikke at ske han havde fået en svaghed en svaghed som ville være nok til at dræbe ham hvis nogen fandt ud af den en svaghed der kunne koste ham livet

makia affyrede to skud imod en varulv den faldt død til jorden med faste selvsikre skridt gik hun over til liget af den og trak en lille flaske op af en af sine utallige lommer den lilel flaske indehold vigevand som hun hældte ud over liget det begyndte hurtigt at ætse op hun smilede veltilfreds og tørede noget af sit eget blod væk fra kinden blodet stammede fra en rift hun fik fra ulven under deres brutale brydekamp for lidt sinde

Oron ænsede den søde lugt af blod og rejste sig op og genkendte hurtigt blodets ejer og havde på ingen tid fået rykket sig nærmere på Makia og rykkede sig hen bag makia og lagde en hånd om livet på hende og kyssede hende blidt på nakken "Godaften min skat længe sigen" sagde han blidt

makia vendte sig om og smilede til ham "aften ude at jege igen?" hun kyssede ham blidt på panden og fik huritgt gemt vievanet af vejen

Bare rolig lille de Vievand vil ikke dræbe mig blot svige lidt" sagde han med et smil og kyssede hende på næsen "Og nej jeg var blot ude for en forfriskende tur under nattehimlen" sagde han blidt og strøg en finger ned af hendes kind

"det er jeg glad for jeg ahr stadigvæk svært ved at vænde mig til at min drømmefyr drikker blod og selv om det kun vil svige ønsker jeg ikek at skade dig min elskede" hun kyssede ham blidt på munden

"ingen fyr er perfekt og heller er jeg" sagde han med et smil og gengælte hendes kys inderligt og nussede hende på kinden

"i mine øjne er du ud over det punkt at du drikker blod" hun smilede blidt og strøj kærligt hans kind

"det glæder mig at høre" sagde han venligt og kyssede hende igen på munden

hun smilte blidt til ham og kysse ham kærligt "jeg elsker dig" ordenen var ment men hun svage dem meget lavt da hun var bange for at skræmme ham væk

han lagde armene om hende og trykkede hende tæt ind til sig "Bare rolig min elskede du skal ikke være bange for at jeg vil løbe min vej ved disse ord for de samme ord ligger i mit hjerte og er kun dig værdig" hviskede han blidt til hende og kyssede hende på halsen "Den eneste fare du har ved disse ord er den fjende som ønsker at skade mig" han nussede hende blidt i ryggen mens han sagde disse ord og smilte blidt til hende