tilbage til vampyrens hule

han hoppede hend foran døren og vendte sig om og kikkede på Makia "det var her jeg fandt han sidst" mumlede han lidt for dig selv men højt nhok til at hun kunne høre det han var lidt usikker på om det nu ar en god ide at gøre da han ikke ønskede at se hende bryde sammen på grund af vampyren

makia kom gående efter ham hendes lange jakke blev blafrede efter hende hendes ansigt var hårdt som granit og viste ingen tegn på følser overhovedet de sorte solbriller dækkede for hendes øjne der var kalre som glas men med et vildyrs had og vildskab boredet dybt ind i sig hun var en dræber og det kunne ses hun sparkede brutalt døren op med et enkelt spark med begge pistoler i hånden og gik ind som om det var det mest naturlige i vreden

Kelik kikkede usikkert på hende og fulgte efter "vi skal ned i kældren" sagde han kort og gik ned af trappen og ned af de kolde støvede sten trapper de kom ned til et stort rum med en dør han gik hen til døren og kikkede på Makia igen og dønede døren på klem og gik væk fra den da han ikke ville stå i vejen da hun gik der ind

hun gik over uden et ord og åbende døren og gik ind hun følte intet ingen kærlighed ingen smerte ingen frygt for døden intet hun vidste bare at hun måtte gøre det her om ikke anet så for at kelik kunne få en mulighed for at leve

Oron kikkede op på Makia og vidste ingen føelser i sit blik "godaften" sagde han kort og havede ikke rigtig flyttet sin posion fra siden kelik var der tanerne have plaget ham og have taget det meste af hans tid så han havede ikke flyttet sig eller været på jagt siden han sidst var sammen med makia hvilket ikke var tydligt at se på ham over hovede han kikkede kort på Kelik og kikkede på Makia igen hvorefter dørene lukkede bag Makia og små lys rundt omkring tændte og lyste svagt det store rum op hvor der intet andet en stolen som oron sad på var i

makia gik uden et ord over til ham og stak ham en synge lussing der ville give genlyd i hele lokalt hvis den ramte hun vidste ikek hvorfor hun ville skyde ham men aligevel ikek hun ville se hans blod på gulvet under hans lig men aligevel ikek hun ville kysse ham men aligevel ikek alt var så forviret

Han tog i mod lussingen mærkede godt slaget men det var langt fra uvandt for ham så han tog sig ikke af det og kikkede bare på hende "du er spicel" sagde han blot til hende som om de havde været gang i en længere samtale og hun havde spurgt til et emne og han svarede hende han forventede ikke at hun vidste hvad han snakkede om men han følgte det som en pligt at fortælle hende hvad hun var

"jeg er mig selv og det jeg er er en vampyr jager der er godt pisst off på dig jeg ved at jeg ikke kan slå dig ihjæl men endag finder jeg en der kan og når det sker vil du fortryde den dag du satte dine læber imod mine første gang" hun vendte sig om og gik et stykke væk hvad skulle hun gøre hun kunne ikke gå vøk hun var ikek kommet hele denne vej for ingen verdens nytte nej kelik fortjente beder hun måtte tage denne kamp nu med døden som indsats om hun ville eller ej det var det midste hun kunne give ham

"nej du er hybrid Makia halv vareulv, halv vampyr, du var et eksperigment fr de ældre vampyre du blev lavet som den ultimative dræber du er ikke et menneske" sagde han roligt og rejste sig og kikkede på hende og sparede lidt rund i lokalet og holdte svagt øje med hende

"du lyver det var dig selv der sagede at du slog mine forælder ihjæl desuden hvis jeg er en hybrid ville jeg i princippet kunne slå dig ihjæl ikke" hun gik over imod ham

"jeg lyver ikke ja jeg slog dine forældre ihejl på grund af at de var gået med til at få denne plan ind i verdnen selv om jeg også var med i den hvorfor jeg blev i mod er en længre historie..... da du var barn sørgede jeg for at du endte på klostret da jeg ikke kunne dræbe dig makia jeg lod dig leve...! og ja du ville nok kunne slå mig ihjel men det kræver først at die krafter træder ind" sagde han kort og vendte sig mod ehdne og kikkede blot på hende uden at fortræke en mine

vreden formede sig i hendes sind som knive han løj ubevist begyndte han at fornale sig hendes finger voksede i løbet af få sekundter sammen og forvanlede sig til en lang spids metal spyd hun jog rent institivt hele spydet ind i ryggen på ham da han vendte sig om

Oron udstøte et støn af smerte og hans lange spidste tænder kom frem og alle hans muskler spændte sig og han slyttede insantivt sig væk og vendte sig om og lignede en der skulle til at angribe hende man han rettede sig bare og og tog sit til hovdet " Makia jeg ønsker ikke at skade dig igen" sagde han kort og bevægede sgi lidt rundt

"det skulle du have tænt på før du bed mig og fyldte mit hoved med løgne" der var enndu ikke gået op for makia at hun var ved at forvandles den anden hånd begyndte at tage form neglende blev lange sylespidse og af metal og et par lange hugtænder kom til synhe i både over og under mund hun kastede sig frem imod ham med hånden forest for at flå hans brystkasse op

Han flyttede sig elegant til side og kikkede nøje på hende "jeg lyver ikke mine ord er kun en løgn i dine øre se på dig selv Makia er det virkelig det du ønsker at være?" spurgte han hende kort og gik roligt rundt mens ahns blik var fæstnet på hende så vær handlig ville bleve opdaget og reaktion ville komme før hun ville kunne gøre yderliger skade på ham

"jeg er træt af dine løgne jeg bliver syg af vændelse ved din blotte tilstædeværelse dine ord er som gift og det eneste du kan præstre er at såre dem der holder af dig det eneste jeg ville have var lidt trykhed opleve for en gangs skyld hvordan det føles at være elsket men ikke engang de ville du give mig du er mere besat ad at prøve at overbevise mig om at jeg er et monstre med en fortid jeg aldig har fat en at slå mig ihjæl hvis du skal nedbryde mig psykisk kan du så idet mindste ikke også gøre det fysik så jeg slipper for den smerte det bringer at blive svigtet og forrådt jeg svager jeg vil blive din død din ækle hugorm" hun væsede det af ham uden at kikke ned af sig selv raserriet stod som flammer ud af hendes ellers klare og triste øjne hun mente ikke det hun sage hun var båre så såret at hun blv nød til at få det ud hun lændes så ufattelig meget efter hans favntag men hun vidste at han nok aldig mere ville holde om hende igen og visheden om dette fortærede hende op indefra

han var vred og sorgfuld og det var tydeligt at høre da han nærmest råbte af hende da han svarede "Lad nu vær Makia alt hvad jeg har sagt til dig er ikke en løgn... lad nu vær med at gøre dette her mod mig jeg ønsker ikke at skade dig mere....jeg....jeg" han faldt sammen på gulvet og holdte en hånd på hovdet "jag er træt at at dine minder hjemsøgegr mit sind jeg er træt af det had du giver mig jeg ønsker ikke det her jeg øønsket at e dit smil den var me som du gav mig før men den er væk.....men hvis det virkeleig er det eneste du ønsker SÅ SLÅ MIG IHJEL OG END MINE LIDELSE" råbte han af hende men kikkede ikke på hende

hun gik over til ham hendes hænder vendte tilbage til normal form hun knælede ned foan ham og lagede sine arme om han og hviskede blidt i hans øre "det ved du godt at jeg ikke kan... jeg vil aldig kunne så dig ihjæl uanset hvor meget jeg hader dig.... det betyder du for meget for mig til..." hun forsøgte ved hjælp af det enkel kram at vise ham sine sandefølser for ham men det var svært i så enkel en hanling hun ønskede at han skulle vide at hun ikke hade ham men bare var blevet såret

Han lagde armene om hende og trykkede hende ind til sig "undskyld Makia jeg ønskede aldrig at det skulle ende sådan her" hviskede han blidt til hende og holdte hende tæt ind til sig som om han aldrig ville give slip igen

hun begravede hovedet ved hans nakke mens hun indånede duften fra hans hår jo det var her hun hørte hjemme og ingen andre steder hun sad bare der og holdte om ham og glemte helt kelik der stod på den anden side af døren hun ville gør alt for denne vampyr selv gå i døden hvis han bad hende om det "det er ikke din skyld du vidste ikke hvor hysterisk jeg er"

"jeg tænkte ike på det før jeg gjorde havd jeg gjorde Makia det var mine skyld og den mening ville du aldrig kunne ændre" sagde han blidt til hende og holdte hedne ud for sig og kikkede på hende og kyssede hende inderligt på munden og strøg hende blidt gennem håret

hun gengældte vblidt hans kys og lagede derefter sit hoved imod hans skulder "du må bare ikke gå fra mig igen så er jeg ligeglad med hvad der er sket" sukkede hun stille

"det lover jeg at jeg aldrig vil gøre ikke igen" svarede han hende og holdte hende ind til sig uden at sige et ord han var inderligt glad for at hun var hos ham igen uden at hun ville prøve at dræbe ham

"tak det er jeg glad for" hun algede hånden bag hans nakke og nussede ham blidt i nakkehårede i en kærlig bevæglese hun sukkede stille af lykke et lille spil bredte sig over hendes mund

Han lod blidt neglene glide af hendes kind og kikkede hedne dybt ind i øjne og smilede kort til hende og rejste sig op og trak hende med sig op at stå og kyssede hende blidt på munden og lod en hånd glide ned af hendes hals