Gamle minder

Oron havde taget sit tøj på igen men havde ladet det lange sorte hår hænge løst så det nu dansede i vinden han gik op mod den gamle øddelagte statue og lod ginderne glide hen over skriften som ikke var læslig længere da det meste var forsvundet med tiden og resten var smardet han gik lidt væk fra statuen og kikkede på den og huskede tilbage hvor den var et stkke men det var ved at vare nogle år tilbage nok længere end nogen huskede han smilede lidt over det

makia kom gørende ind og stoppede en håndsbrede fra statuen et par smøsteng fløj op og ramte den hun trak på skuleder og var entelig ligegald hun var sur over at hun ikke kunne fine den vampyr hun ledte efter hun ville hve sin pistol igen

Han kikkede ved hen mod lyden og så Makia han gik væk fra statuen og kikkede på hende og holdte hendes pistol hen mod hende "Du glemte den hos mig" sagde han koldt til hende som hvis hun bare var i vejen han øjne var kolde og hans ansigt dødt han smed pistolen han til hende og kikkede på statuen igen

"hun greb pistolen uden et ord og vendte den om og trykkede et par skud af imod ham hvorefter hun tog den aden op og affryrede en salve mere imod ham

Han forsvandt fra hendes syn og stod lidt efter på den anden sida af hendes motercykel og tog fat om hendes hals og holdte godt fast "Lad nu vær med at gå op i mod noget som du ikke kan klare tåbelige pigebarn" sagde han koldt til hende og gik væk fra hende "Hvis du er den bedste Vampyr jæger på disse kanter så får jeg nok aldrig noget at blive bange for" Sagde han hånlig dog også med en undertone af skuffelse i stemmen

da han slap hendes hals tog hun sig gispende til halsen "det kommer du til tro mig jeg skal personligt sørege for at dit støv forsvinder med en østen vind ud over havet der er ingen der håner mig der er ingen der stjæler mit hjerte og kaster det ned i jorden for derefter at træde på det og der er igen der skal komme så tæt på mig som du har været og slippe levede fra det jeg skal personligt dræbe dig måske ikke idag men det skal nok komme det sværger jeg" det gjorde ondt der vor han havede fat fat ikke fysiks men det gjorde ondt at mærke hans hænder imod sin hud igen han havede såret hende ved at være så afvisende og kold igen skulle såre hende og overleve det. det var sikkert

han vendte sig mod hende og kikkede med de blåøjne "Du ved intet lile pigebarn du kender intet til smerten ved kærlighed du har ikke oplevet sand smerte og ville aldrig gøre det" sagde han koldt til hende og ventede bare på hendes næste salve af skud han var vred på over hendes stupide opførsel

noget inde bag hendes ellers så kolde øjne tændes en lille flamme af vrede ødelagede hendes ellers ubrydelige psykiske isskjold "hvad ved du om det du kender intet til mig og ved ikke hvad jeg har været igennem desuden er du intet anet en en føselsløs kold vampyr der fortjener et par skud lige gennem kuglerne" hvæsende hun til ham

Hun havde over trådt hans grænse han stod ved ehndes side igen og havde fat om hendes hals men ikke hårdt på nogen måde og ham blik var fuld af ømhed og vrede Prøv nu at forstå at jeg er farlig for dig jeg er vampyr du er en jæger hvis du nogen sinde bliver set sammen med mig af folk som ved jeg er vampyr ville du blive sendt i eksil og jeg ville blive jagtet resten af mit liv jeg ønsker ikke at se dig fanget og jeg ønsker at kunne leve livet i den fred jeg nu har det er grunden til at jeg ikke kan være sammen med dig jeg er for farlig..." sagde han med en så blid stemme der var fuld af ømhed og det næsten gjorde ondt hvoefter han gav slip på hende og spredte armene ud "man hvis du hader mig så meget så skyd mig hvis jeg er så slem så gør en ende på mit liv selvom det næppe ville hjælpe på dine smerter"

hun trak pistolen og satte spidesen imod hans hjerte "tror du virkelig jeg er dum nok til at tro på den det kan godt være at jeg er naiv men så naiv er jeg tros alt ikke sanheden er at du legede med mig som i leger med jeres mad og selv hvis jeg skyder dig vil de andre nok komme efter mig nej" hun sænkede pistolen "du skal lide for at have påført mig den smerte"

Han fandt i løbet af ingen tid en kniv frem fra et sted under hans longecoate og vedte skafter mod hende på han holdte på spidsten "så her torturer mig pin mig og dræb mig så lang somt at mine skring ville blandes med natten i alevig hed så jeg ved hvad for et helvede der vent3eer sig efter døden menlig et der vil være tusinder af gange være en den smerte du har givet mig før du stak kniven gennem mit stadig bankende hjerte så min anske kune skredes med vinden" han trådte tættere på hende og holdte stadig kniven frem mod hende og lignede ne der mente hvad han sagde "hvis mig en smerte som ville være skåret dybt ind i min forbandet sjæl" sagde han kold til hende

en tåre løb ned af hendes kind og hun haede sig selv for den hun ønskede ikke at føle noget for ham hun ønskede at give slip at lade ham forsvinde for evigt men hun kunne ikke var hun virklig så svag smerten var skrevet i hendes øjne hele hendes sjæl skreg af den helle hendes krop var ved at give efter og synke sammen men hun tvang sig til at blive stående "hvem er det der torturere hvem"

"hvis mine ord er som gift når de bliver talt skal jeg da tie hvis du blot beder mig om det...hvis min tilstæde værelse er sig til gene skal jeg forsvinde og aldrig komme tilbage hvis du ønsker mig død så gør en ende på mit liv...det hele er ligemeget" sagde han til hende og ho0ldte stadig kniven frem mod hende og ventede bare på at hun skulle stikke den i ham

hun skubbede vredt kniven til side og faldt ham om halsen "jeg kan ikke undskyld jeg kan ikke jeg vil ikke midste dig uanset hvor stor en idiot du er jeg kan ikke jeg... jeg er så forviret vil du ikke godt blive" hendes stemme var bedene næret trylende hun ønskede så brænde at mærke hans arme omrking sig at mærke hans læber imod hendes

han sukkede lydløst og lagde sine arme omkring hendes liv og vidste at det han gjorde var forkert for dette ville jo aldrig gå han ville ødelægge hendes liv og hun ville ødelægge hans men han kunne ikke få sig selv til at skubbe hende væk da han jo på en eller anden plan ønskede hnde nær men aligevel ønskede han jo også at de aldrig havde mødtes og lagde en hånd på hende hovede og kyssede hende blidt på panden

stårende strømmede ned af hendes kinder men hun hulkede ikke det havede hun tros alt for meget stolthed til "hvorfor vil du ikke havede mig... er jeg ikke god nok ... ikke køn nok ... hvad har jeg gjordt... jeg... er det fordi jeg er et menneske.. eller har det noget at gøre med mit udsnede.. fortel mig det... jeg vil ikke være et legetøj"

Han kikkede på månen og sukkede "Makia det er ikke dig jeg der er noget galt med jeg ville ønske at tingene ike var som de er fordi det at du er jæger er problemet fordi hvis du nogen side ville blive set med mig så ville du som jeg har sagt til dig blive spærret inde og jeg ville blive jagtet for evig tid jeg ville ødelægge dit liv og omvendt jeg ville ikke kunne give dig den skæbne "# sagde han mildt til hende og holdte hende tæt

"men hvad vis det er noget jeg er villig til at ofre risikoen for at blive spæret inde risikoen for den skæbne jeg ville give alt bare for at være sammen med dig igen uanset hvor meget andre siger at det er forkeret jeg ved ikke hvad jeg skal stille op du... du kan røre ved mig uden at det gør ondt" hun sænkede blikket og sukkede det her gjorde ondt

Han løftede hende hovede op mod hans med en pegefinger og kyssede hende så blidt som om at intet ømhed var nok han kunne ikke finde nogen ord som ville passe til det der skete omkring ham lige nu og valgte derfor at forblive tavs han pressde hende blot tæt ind til sig og kyssede hende igen

en enkel tåre faldt igen for hendes kind den faldt ensom og lille præsis som hun følte sig forladt imod jorden den lanede på den hårde og kolde asfaldt som så mage menensker før havede betræd mennedekser der ikke kendte ikek ville kende den vreden hun levede i den vreden hun så den vereden hun frygtede den verden hun havede hun havede altid hadet vampyre mere end godt var nu kom han og viste hende at alle vampyre ike var onde det virkede forkert hun var forviert var det hun gjorde ogverhovedet det rigtige

Hna fjernede sig hånd fra hende liv og kikkede ned på hende "jeg vil ikke ødelægge dit liv bare fordi du ville tilbringe en enkel nat med mig jeg vile ikke ødelægge dig for det det ville være forkert af mig med mindre at dette virkelig er det du lyster hvis du virkelig ville ødelægge hele dit liv for dette ville jeg gøre det men kun hvis det er noget du ønsker så slemt" sagde han roligt til hende

"jeg ved det ikke jeg er så forviert det gør å ondt jeg har ikke været i stand til at dræbe sinde jeg mødte dig det føles underligt jeg ved ikek længer om det er det rigtie jeg gør hjvordan skal jeg nogle sinde kunne fortælle andre hvordan jeg har det jeg prøvede at fortælle min makker det men han flippede fuldkommen ud" hun trykkede sig ind til ham igen

han lagde trøstene en hånd på hendes hovede "hvad mennekset ike forstår frygter de og hvad de frygter ville de dræbe eller forhindre" sagde han til hende og lagde en arm og hende liv

"hvorfor er jeg også menneske det hele ville være meget nemmer hvis jeg ikke var" hun sukkede og laede hovedet imod hans bryst

han kikkede på hende og sukkede "jeg vil ikke gøre dig til en af os hvis det er det du tænker på du høre til i denne verden som mennesker ikke vampyr skønt det ville gøre det hele lettere hvis du ikke var" sagde han blidt til hende og nussede hende i nakken med de lange negle