Gamle minder

hun kikkede op "du ville ikke få lov at forsøge jeg er for glad for solen og latter til at blive vampyr men en evighed med dig lyder aligevel ikke helt slemt " hun kyssede ham krævende på munden og trykkede sig tæt ind til ham

"det ville aldrig gå du skal ikke opleve livtes smerter" sagde han blidt til hende og strøg hende gennem håret og vidste at det han gjorde var meget forkert men han kune da ikke knuse den stakels lille piges hjerte det ville være for ondt af ham da hun ikke ville være den første når ham har levet i næsten 4firetusinde år sker det ret så ofte

Kelik kom gående roligt hen mod statuen da han så Makia og en fyr han ikke kendte men ud fra hans udseende var han sku nok vampyr tænkte han roligt hvorefter han tænkte tanken en gang til det var noget forkert ved den sætning...Vampyr..... den vampyr er hun nu sammen med han igen hun kunne da heller ikke holde sine fingere for sig selv når hun så havde fået en tanke ind i hendes lille hovede han fandt sin pistol fram og rettede den mod vampyren og trykkede et par skud af

makia reagerede per reflek på lyden at skudne og skuppede ham hårdt fra sig væk fra dere rækkevide hun vendte sig forskræket mens hun trak sine pegne pistoler og sigtede på den uvelkomende gæst da det gik op for hende hvem det var stod overraskelsen mesjelet i hendes ansigt "dig... men hvorfor"

Kelik sænkede pistolen og kikkede på hede med sorg i ansigtet "Han er jo vampyr det er min pligt at dræbe dem jeg troede at du vile dræbe ham ikke holde om ham det var jo det du sagde du ville jo dræbe ham" han var lettere vred over hendes handlinger men gjorde ikke så meget lige nu

Oron kikkede på kelik og sukkede hvorfor skulle altig jo også være så besværligt nu hvor han prøver at afvide pigen bliver han beskudt og andre vampyr jæger når han ikke afviser hende bliver han beskudt af hende fordi hun bare tror at han er ude på at komme hende til livs eller i bukserne han var ved at være godt træt af det hele.....

hun så på ham og sænkede hovedet "jeg .... jeg ved det... men... jeg prøvede jo også se selv min emagisiner er tomme" hun smed sine pistoler over til ham

Kelik greb postolen og vendte og drejde den lidt i hånden og komstanterede at den var tom da den var en del lettere end en fyldt pistol han sukkede let og kløede sig i nakken "Jeg har to muligheder lige nu jeg kan enten holde dette hemligt eller sige det til chefen" sagde han kort og kikkede på Oron og makia

Oron kikkede bare kold på Kelik og stod lidt efter henne foran ham "du lader hedne være hun skal ikke have straffen for mine gerninger dette er min skyld" sagde han og kikkede ham koldt ind i øjne og fastholdte hans blik "men jeg skal nok lade din veninde være for frem tiden da jeg ikke søger balade" sagde han kort og gik væk fra ham igen

hun greb fat i hans arm af ren reflek "du må ikke gå" hun vendte sig imod sin makker "hvis du siger noget til cheffen fortæller jeg at det var dig der fik sprunget halvedel af kloster i luften sidste år"

Oron vendte sig mod Makia og gik tæt op af hende "Jeg er farlig for dig det kan jo ikke gå dette her ikke fordig jeg fuckker dit liv op og du vil fortryde det bag efter og angre vært øjneblik du har været med mig den smerte kan jeg ikke ligge på dine skuldre" sagde han så evig blidt til hende

Kelik stod bare tavs og kikkede på hende "det ville du aldrig gøre det lovede du jo jeg er ikke så stolt over den hanling du vover at sige det til nogen" sagde han rasede og kikkede ondt op oron han var jo også bare skyld i det hele han ødelage hans makker hun var jo blevet blød søden og vendte sig i mod ham

hun lagede blidt en hånd på hans kind og kyssede ham blidt på kinden "hvem siger at det er dig der bestemmer om jeg bær den smerte eller ej hvis du forlader mig nu vil det bare gøre smerten større jeg har aldig lukket folk ind jeg har altid holdt dem på afstand endtil du kom jeg... jeg ønsker dig nær" hun vendte sig igen imod sin makker og kikkede olmt på ham "du lovede også at uanset hvad der skete ville vi stå sammen om det desuden sagede du også engang at du skyldte mig en så du skylder mig at holde det her hemmeligt"

Kelik gikkede letter forvirret på de to da det hele virkede så syrealistisk eller som en sæbeopera det hele var jo gået af led og ham var ved at bræke sig over vampyren han var jo blødsøden og histe kærlighed over for hende det var jo forkert han var vampyr ikke et menneske han var jo bare en udyr et monster det var jo så forkert "Makia han er jo et monster et udyr som dræber uskyldige mennesker det er jo være end mine gerninger det er jo farligt han ville jo bare tappe dig for blod og smide dig væk og så har jeg midstet dig fordi du troede han elskede dig..." sagde han med en sørgmodig stemme med en under tone af vrede

Oron kikkede på Makia og sukkede og hørte til makkeren og vidste at han havde rodet sig ud i noget meget forkert "Makia..." han vidste ikke helt hvad han skulle sige han ville jo abre knuse hendes lille hjerte som hvis det var glas hvis han ikke trådte varsomt "Jeg har aller rede bragt dig smerte og det ville blive være vi bor i to forskællige verdner to verdner som ike høre sammen og det ville være farligt at træke dig ind i min jeg har mange fjender som ville gøre alt for at komme mig til livs og hvis jeg træker dig ind i min verden vil du være et mål og jeg vile midste dig og ikke kun jeg ville midste nogen jeg holdte nær men også dine makekr ville midste dig" sagde han trist og trådte et skridt tilbage og kikkede på månen da det hele var så forkert han havde jo fået en beundre hvad var der så forkert ved det hun var jo ikke den første der ville have han og jagtede han til det kostede dem deres liv han kikkede igen på hende "jeg har knust for mage hjerte og hørt lyden af et hjerte i smerte og det ønsker jeg ikke at høre igen ikke fra noget så ret som dig jeg er gift for dig jeg ville fjerne alt af dig jeg vil ødelægge dig det må du ikke bede mig om " han vendte sig for at gå igen

hendes hænder faldt tungt ned lags siden smerten i hendes øjne laegede sig som en skygge over hendes ellers kønne ansigt hendes isblå øjne var sløret og al liv have med et froladt hendes krop* han... han elsker mig ikke... han ville bare slå mig ihjel... var jeg intet anet end underholdning... jeg.. jeg er ikke beder en nonnen.* hu faldt på knæ og tog sig til hovedet med begge hænder *jeg hader dem ... jeg har altid hadet dem... hvorfor kan jeg ikek hade ham... hvorfor kan jeg ikke dræbe ham ... hvorfor er jeg så svag... hvorfor elsker jeg... hvorfor* en enkel tåre ramte jorden hun knugede sig sammen for at ingen skulle se hendes smerte hendes engle bordede sig hårdt ned i hende hud og hvis hun fortsatte meget mere ville blodet snart begynde at løbe fra hednes finger men hun ænsede ikke smerten den var intet i forhold til det det mørke der omsluttede hendes ellers så skrøbelige hjerte et ugennemtrængeligt mørke med den tomhed hun kun kendte alt for godt det var den samme tomhed der herskede i hendes sind efter at nonnen døde den tomhed der var skyld i at hun ikke lukkede andre ind bag hendes isfacade

Oron stoppede et og overvejede sine muligheder hvorfor var det også så svært at få hende til at forstå han ønskede jo at dette ikke ville ske han prøvede jo bare at beskytte hende fra ham han vendte sig om og faldt på knæ foran hende og omfavede hende og kysssede hende på håret og holdte hende tæt "Makia jeg vil ikke såre dig jeg prøve rblot at beskytte dig et forhold mellem og ville ikke gå du ville være i fare og jeg ville ikke kunne holde mit hovede klart og jeg ville sikkert dø under kamp og jeg ville jo leve for evigt og dine jodiske rester ville forsvinde med jorden og jeg ville aldrig kunne leve med at du var død og jeg stadig vandrede på jorden og sørgede over at jeg havde et forhold så tæt til et menneske der nu var død...Makia hør på mig jeg gør kun dette for at beskytte dig fra mig og min verden den verden ville forpæste dit smukke sind og rene hjerte du må ikke bede mig om at se min verden for i den verden ville den pige jeg elsker forsvinde blive til støv og forsvinde som i vinden så jeg ville kunne høre dine skrig din kalden i vinden høre den pige jeg elsker søge forgæves efter lyset det må du ikek bede mig om tro mig mere en du ved ville jeg ønske at kunne blive med dig men jeg ville midste alt..." sagde han blidt til hende og strøg hende gennem håret og trykkede hende blidt ind til sig

Kelik stod blot ved siden af og kikkede på de to og mærkeede hans ømhed det var forvirrende ahn var jo vampyr et monster uden føelser "makia jeg skal nok holde dette hemligt hvids det er det du ønsker men kun for denne gang" sagde han kort og vendte sig om og hoppede ind i skyggerne og for svandt i mørket //out kelik

hun hørete hans ord som igennem en tåge men de gav ikke mening i mørket hendes syn blev langsomt sløret hun kunne ikke håndtere det det gav ikke mening hun ville ikke hun ville ikke elske ham hun ville ikke holde af ham hun øsnkede at se ham død eller det troede hun da at hun ville men hun var lagt fra sikker hun øsneskede alle vampyre død som altid der var igen der måtte komme tæt på hende mørket begyndte at trænege sig ind over hendes syns feldt og langsomt indremme hendes verden i et ugennemtrængeligt mørke et mørke så velkendt så indtenst og så kærkommet som en gemmel ven et mørker der ikke smertede ikke sårede et mørkede der var så tomt og fredfyldt så berfriende intenst hendes vreden blev sort og hendes krop blev slap i han sarme og hendes hoved faldt bagover så hendes strupe nu lå blottet

Han tog fat i hewndes ben og tog hende op i hans arme og rejste sig hvad havde hen dog fået gjordt han sate i løb hen i mod byen og hans hus det hele var jo bare så forkert men nu kunne han da hjælp hende og måske få banket ind i hendes hovede at det ikke ville gå med at de to varsammen

//out