hjælp forvirret tøs

Oron hoppede ind gennem et af de åben vinduer da han ikke gad til at åbne døren han lanede sikkert på benne på han gulv i sturen han gik roligt ind til sit værelse med sengen g lagde hende ned på den bløde madras og tog noget af al hendes tøj af og smede det på en stol ved siden af hvorefter han gik ud af rummet og kikkede på katten som lå og sås godt surmulen ud over at han havde slæbt en elelr naden trunte med hjem som åben bart ikke bare var føde han gik og og tog fat i kattens hovede og stirrede den dybt ind i øjne

mørket have overtaget hendes krop og tvunget din ind i en shot down tilstand for t beskytte de hende imod den smerte som hun ikke kunne takle det var en evne hun havde haft siden hun var helt lille og den havede ofte skræmt folk men hun kunne ikke håndtere psykiske ting da hun var så uendelig svag psykisk hvilket hun prøvede at rette op på fyssik bag hendes lukkede øjne genså hun nonnen der havde opfostret hende hun så hendes død det brotale mord der var blevet begået hun så også en kvinde hun ikke huskede hun var smuk med langt sort hår vild og utemmet som hun stod der i skoven nøgen og med rifter på kroppen hun rakte en hånd ned imod hende hun skreg en mand kom og rev kvinden værk fra hende en mand med isblå øje og det samme sorgmodige udtryk i sine øjne som hun selv havede de skændes kvinden skreg og manden kæmpede for at få hende væk

Oron kikkede kort på kvinden da han kunne mærke hendes uro man han ville ikke gøre så megt ved det da han ikke ville gøre mere skade på hende end han havde gjordt i forvejen han kikkede der for på katten igen og satte sig på stolen ved bordet og kikkede katten i øjne og den kikkede i hans med sit gule øg blå øjne ingen af dem rørte sig nogen steder og kikkede bare hinanden dybt i øjne uden at blink

kvinden skreg "det er min datter lad være lad mig blive jeg vil ikke forlade hende nej giv slip jeg vil ikke forlade hende lad være at tvinge mig" manden trak hende fortsat væk "du får ikke lov vi var enige om at det her var det bedste for hende lad være at gøre det så svat for dig selv bare vend dig om og gå" kviende græd nu hun krædsede mandens hånd og sort blod faldt på græsset neden under dem

Katten hoppede ned på bordet og ind på sengen hvor kvinden lå og kikkede på hende med et par kolde øjne som om katten var sur som hvis hun var en konkurent Oron ignorerede katten og gik ind til kvinden og kikkede på hende og satte sig på knæ foran hende og lagde en hånd på hednes pande og hviskede blidt i hendes øre "tali kanutas ti tanu ei nu mita Makia" ørdene lød så blide og dansede som en forårs brise hen over hans læber og virkede så berloigene

kviende græd som psiket og makia krumme sig sammen hun ville ikke se det manden sukkede og der lød to hurtige skud han faldt om en anden mand trædte ud af skyggerne han var høj og ført en lang sort jakke han bar to pistoler han gik over imod kvinden og hev hende op ved håret han så på hende "jeg bad dig om at få det overstået eller vil du heller have at jeg ordner det" han rettede pistolen imod hende kviendne skreg og tikkede han rettede i stedet pistolen imod hende og trykkede af hendes hovede eksploderede og hendes krop faldt sammen over mandens det sorte blod blanede sig med det røde manden så på barenet og vendte sig om og gik

Oron aede hende roligt på håret og tænkte på hvormeget hun lignede en kvinde som han en gang havde slået ihjel en kvinde som han fortrød han slog ihjel men han var rasende den dag og hans vrede var løbet af med han det var en dag i hans liv hvor ven og fjene ikke var noget er eksisterede og han havde dræbt næsten alle der havde stået ham nær også Justina og Mathian hvilket var noget han aldrig havde ønsket... han kikkede på Makia hun lignede dem kunne det være pigen fra fortiden den lille grædene pige som ikke sad langt der fra nej det kunne det ikek være det måtte det ikke han rejste sig og kikkede på katten som havde sat sig på bordet igen og gik over til det og skuppede den så hårdt han kunne så den fløj ud gennem vinduen med en hæsene lyd

makia vågende lidt efter lid mørket fjerne sit kvælede tag det var ikke længer det sikkre trykke mørke hun kendte nu var det et mørke der var fyldt med hendes mors dødskrig hun kikke op i loften forviret hvor var hun hun var ikke uden for som hun huskede hun blev liggende lidt hun syntes hun kendte rummet men hun var entelig ligegald hun havede set sine forælder for første gang i hendes voksne liv hun havede set deres død men hvorfor skulle de skilede sig af med hende hvorfor var be blevet tvunget til at efterlade hende

Oron ænsede svagt gennem sit lille trip af vrede ogver sine handlinger i fortiden at pigen bevægede sig men blev med hændere på bordet og bliket sænket så hans hår dækkede sit ansigt han var vred over den adg han ønskede at det ike var sket "taki nu tara nu pitura mita els okutu mia(forbandet være den dag hvorfor er fotidensmerter så giftege)" hvæsede han vred til sig selv og slog en knyttet næve i bordet så det gav en knasene lyd under salget

hun genkendte nu stedet og ved lyden af hans slag i bordet vendte hun sig og så overraket på ham "hvad sker der" spurgte hun stile *og hvad fanden laver jeg her* tænkte hun for sig selv hun lod refleks messigt hånden glide op til sin hals for at mærke efter bid men hun fandt intet

Han drejede hovdet til siden og kikkede på hedne med de kolde øjne og hans ansigt var fordrejet i en arig mine som mere lignede et rovdyrs ansigt end den rolige Vampyr som hun havde hødt til at starte med og han drejde hovdet ned mod bordet igen og prøvede at samle sig og få gemt sin vrede væk

hun rejste sig huritgt hendes hår havede revet sig løst og hang nu vildt og utemmet om hends ansigt hun ligende vireklig sin mor med undtaglse af hendes isblå sorgmodige øjne det var en tro kopi af hendes fars og hun visdte det ikke selv læder bukserne fremhævede hendes figur og den stermme sorte top smøj sig tæt om hendes velformede overkrop hun så smuk og vild ud sensuel men elegant

Oron vendte sig vred om og kikkede på kvinden med et blik som et rovdyrs og en krop holdning som var klar til at springe på sig mål med en styrke som ville lægge det ned på første hug "Sati ku mite(lad mig være)" hvæsede han af hende og pressde hans lange negle ind mod det hårde træ i bunden af bordet

hun så forviret på ham og forstod ikke hvad han sagede hun tådte derfor et skidt frem imod ham hendes bevæglser var flyede og sesuele det svage lyst lagede sig som et blit tæppe omkring hedes krop men hun ænsede det ikek hun ville bare hjælpe ham

Oron pressende sine negle hårde og hårde ind mod bordet og hans blik var fuld af vrede han faldt til sidst sammen på guvet (ret kejdet) og havde derved fået stoppet sin strøm af vrede han s blik var plantet mod jorden og han ville ikke rejse det for hun var datter af to hna havde dræbt forøjne af hedne det kune ikke være rigtig

hun gik over og lagede sine arme om ham ubevist om at det var hende der var grudnen til hans opføsesle "bare rilog det skal nok gå jeg skal nok passe på dig anset hvad det er der piner dig skal det nok gå vi skal nok fjerne smerten " hun kyssede ham blidt på sinden af hovedet

"du forstår det ike jeg har taget noget fra dig son har betydet alt for dig forvind jeg vil ikke have at du ser mig sådan her jeg er et monster jeg er forbandet" sagde han kvalt til hende og rejste sig op og gik hen mod værelset og lagde hovdet mod en af stolperne og sukkede

"du har intet taget fra mig med minder det var dig der slog nonnen ihjæl hun er den eneste jeg har holdt af og eftersom jeg aldig har haft venner eller været tilladt at ege flere genstande end en bog så tror jeg nåppe det er det nej du har intet taget tro mig" hun belv dog steåde et stykke fra ham det var tydeligt at mærke at han ikke øsnekde hende nær

"jeg er skyld i at du er det du er....forstår du det ike jeg er ikke venlig jeg er et monster som har dræbt mange på grund af mit had.... du forstår det jo ikke hvad skulle jeg forvente " sagde han føst sørgmidigt og derefter lid irreteret hvorofr skulle det også værre hende det var o et marridt hvad havde han gjordt arhg han ver jo begyndt af blive svag han ville være svag det var jo ting som det der ville tage livet af ham hvis han begyndte at sørge over fortidens smerter men de var jo som brændt ind i hans sind lænket fast han slog en knyt næve ind i stolpen og vidste ikke helt hvad han skulle gøre

"det jeg er er en vampyr jager og det er jeg fordi mine forælder forlod mig ved et kloster og forsvandt sporløst det har du intet at gøre med desuden er det vel mit eget valg hvad jeg bliver til og ikek noget der er fremprovokert af dig eftersom jeg ikke kendete dig den gang desuden er du intet monster og det vil du aldig blive lige nu er du bare oprevet og intet anet" hun trådte hen imod ham så måtte han slå hedne hvis det var det han ønskede

en latter som lød lettere sindsyg forlod han læber og han vendte sig om mod hende og tog fat i hendes trøje og trak hende ind til sig så hun så lige i hans øjne "se på mig....se på mig..... jeg har taget så meget fra dig men du ved det ikke jeg har taget din familie fra dig jeg....JEG er skyld i at din familie forsvinden jeg dræbte din fader og der efter din moder... jeg Oron Michal Satuin den 4 ældste vampyr dræbte dine for ældre jeg er skyld i at du ente på kolstret jeg er skyld i at du midstet nogen der stod dig kær jeg er skyld i at de liv endte som det gjorde....se på mig mine hænder mine pistoler mige skud dræbte din familie jeg er skyld i ad de døde så se det dog kan du ikke se det de samme øjne som kikkede så evigt koldt på dig de samme øjne som så på min mor og fars lig eller ville du ikke huske det huske de kolde morderiske øjne som slog dem ihjel"hans kolde øjne borrede sig dybt ind i hendes og han gav slip på hende og skuppede hende væk fra sig

hun laned ehårt på jorden og banekde hovedet ind i boredet en smugle blod løb ned over hendes pande hun rejste sig og sagede så"jo jeg husker dig og jo jeg husker hvad du gjorde men hvordan skal jeg kunne beabrejde dig for noget som er fortid jeg har ikke kendt dem jeg ved ikek hvem de er jeg er også lige glad det har aldig betydt noget for mig desuden er der noget der tyder på at du babrejder dig selv mere for det end jeg beabrejder dig hvis du bare frostod jeg kan ikke hade dig" hun g gik igen over til ham

han kikkede på hend og en sindsyg latter dansede over hans læber og en lumsk smil sad trygt på hans læber "Jeg har taget din familie uden grund jeg dræbte dem af bar lyst og det er du ligeglad med..... du er mensandt en munderlig pige prøv nu at forstå at jeg ike ønsker at skade dig men hvis du bliver med mig bliver duskadet måske af min måske af mine fjender forstå du at du ikke er sikker under min vinge af død mit sind ville kvæle vær en glad tanke i dig mit sorte hjerte ville dræne dig for alle føelser mig tøst efter blod år ja det søde blod som løber gennem dine åre jeg det blod ville jeg måske fristes til at drikke jeg ville ikke være sammen med dig d uer til fare for mig og jeg er tilfare for dig du skal ikke leve i min verden forstå det nu lille naive pige jeg er et mosnter jeg er farlig jeg er gift oh har en sølvtunge jeg er en skønheds forvrænger en sjæleæder jeg er et moster mere end dit lille hovde kan fortille dig" sagde han hånligt til hende mens hans popiler var blevet små og hans krops holdning lignede mere et rovdyr på jagt der lå på lur

hun gik direkte over til ham og stak ham en syngene lussing hun var godt sur nu hun var ikek naiv og hun var ikek en lille pige "det skulle du måske tænke på før du gav dig i kast med mig første gang desuden kender jeg vampyre jeg er en del af den vvrende du kalder din og har atlid været det jeg vil altid være det og jeg iver mig ikke det kan godt være at du opfatter dig selv som et monster men aldigevel er det lykkes det såkaldte monster i dig at få mig til at tvivle på om jeg overhovedet gør det rigtigte ved at slå vampyre ihjæl og der er ingen glade eller lykkelige tanker at kvæle aligevel så hvad fanden brokker du dig over" hun stilte sig med aremde over kost og så meget stædig ud hendes hoved var højt og den lille strøm af blod var på vej ned ihendes venster øje men hun bemærkde det ikke

Hna tog lussingen som hvis den ingen ting betød og kikkede på hende smilede staid til hende "jeg har sldrig prøvet at få fat i dig jeg var venlig jeg har aldrig ville vidre med det jeg ville ikke ødelægge dig" sagde han kort til hende og kikkede på blodet det løb ned af hendes bløde varme hud og gik tættere hen mod hende og lagde sin ene hånd om hendes liv og pressede hende tæt ind til sig og følte ´hans lyst il at smage hendes blod han lænede sit hovede hen mod blodet og skylle lige til at slikke det væk da han fik revet sig løs og gik væk fra hende og ud i køkknet og fandt en renkuld og gjorde den fugtig og gik over og lade den på hendes sår "Alt jeg beder dig er at gå jeg kan ikke styrre mine lyster" sagde han blidt itl hende