hjælp forvirret tøs

hun kikkede ligegyldigt på ham "jeg går først når du lover mig at jeg ommer til at se dig igen uden at være nødsaget til at dræbe dig når du har tilgivet dig selv og fattet at jeg ikke er en lille uskyldig pige som du kan rede fra en ondt og kold vreden jeg er en af dem der søger for at fjerne noget af mørket i vreden jeg er ikek så svag som du tager mig for at være"

han rystede på hovdet af hende og sukkede "jeg kan ikke love noget jeg ønsler ikke at knuse dig selvom du nok ikke ser det er hjerte af glas og så let at få til at briste og i værste fald knuse jeg har været ved det en gang idag så prøv at forstå jeg ønsker ikke at se dig igen da jeg ødelægger dig mine ord er som gift...Mikia.... jeg ønsker ikke at se dig lide på grund af mine fejl på grund af hvad jeg er" han kikkede på hende og så hende dybt i øjne hans angitg var ikke mange cm fra hendes og han læber var kun få milimeter fra hendes

"der er noget du har misforstået min fine ven det vil ødelægge mig hvis jeg ikke så dig igen kampende kan jeg tage jeg er vant til at kæmpe med vampyre og døden frygter jeg ikke min straf er noget jeg selv bringer over mig og det er der intet at gøre ved ja du var ved at knusse mig idag da du gik din vej jeg vil ikke midste dig det nægter jeg bekalger jeg går ikke før du har lovet mig det" hun lagede blidt sien hånd på hans ansigt og støj hans kind stædigheden og stryken lyste ud af hendes øjne der var igen tvivl hun ville ikkke gå

han lukkede øjne og vendte ansigtet mod loftet "makia makia makia... min lille makia du høre ikke til her...." sagde han blidt til hende og kikkede på hende og kyssede hende blidt på halsen og lagde ne hånd om livet på hende og trak hende ind til sig og kyssede hende på evig blid på halsen og kærtegnede der efter hedne læber mad hans "er det der her du ønsker der det virkelig det har du ønsker at leve med ?2 spurtge han hende blidt

hun lukkede blidt sine øjne og nørd hans favntag "det under mig at du overhovedet gider tage dig tid til at stille sådan et åndsvagt sprøgsmål jeg har valget immel at rende rundt og skyde vampyre med et knust hjerte og en evigsmerte der ikek vil fortage sig eller at være sammen med dig resten af livet og være elsket og værdsat hva ville normale mennesker vælge" hun lagede blidt armende om hans hals og trykkede sig ind til ham

Han kyssede hende blidt i nakken og på halsen og kravebent og krassede hedne blidt i ryggen og kikkede på hende igen og strøg hende over kinden med en pegefinger "Makia det er forkert jeg vil ikke knuse dit hjerte jeg kan ikke elske jeg er skabt af mørket og mørket er ikke lavet til at elske men ødelægge jeg vil ikke høre enu et hjerte knuse på grund af hvad jeg er" sagde han blidt til hende han var hende så nær at det næsten gjorde ondt at se hans øjne var halvt lukkede og hans læber så få militmert væk fra hendes at lysten for at komme tættere gjorde næsten ondt det ville jo være forkert af ham of fortsætte det her han knuste jo hendes lille rene hjerte kunne han leve med det?

"du er ikke skabt af mørket mere end jeg er selv du var menneske en gang at du tilfældigvis mødte en vampyr gør ikke lyset til din fjende desuden er mit hjerte ikke så skrøbeligt igen jeg er tros alt en kriger trænet til at dræbe uden nåde det giver en en form for ismur omkring ens ejet hjerte der forhindre for meget smerte i at komme ind når der kommer noget jeg ikke kan kalre laver min krop et shot down i nogle timer også er jeg klar igen desuden nægter jeg at lade dig gå det er mit valg ikke dit" hun lod blidt bagsiden af sin hånd strye hans kind og ned igennem hans hår hun lod den aden hånd glide blidt over hans læber og ned af hans hals så den nu vilede på hans bryst det var forket og forbudt at være sammen med ham det vidste hun men netteop det gjorde det spændene og intressant netop det faktum at hun ikke måtte tvang hende til at gøre det

Han sukkede lydløst hun var da heller ikke til at få over bevist men hvis det ikke hjalp at sige sandheden hvorfor så ike bare nyde det han kyssede hende på munden mens han trykkede hedne tæt ind til sig og nussede hende blidt med den ene hånd i ryggen og den anden lå trygt på hendes hofte og holdte hedne tæt ind til sig han kyssede hende blidt på nakken "Meget vel da jeg vil give dig min krop i nat og natten efter det jeg vil give dig den kærlighed du søger men bare du aldrig beder mig om at blive til udødelig det er det eneste jeg vil kræve igen" sagde han blidt til hende og strøg hendes hår om bag hendes øre og strøg en sin hånd blid ned af hendes kind

hun slog en høj latter op "jeg vil heller dø end at træde ind i de udødeliges rækker jeg nære intet ønske om at leve evigt det er mit liv for dunkelt til" hun lagede blidt en hånd på hans kind "men jeg er derimod taknemlig for at du vil give mig det jeg ønsker" hun kyssede ham blidt og støj sin hånd igennem hans hår mens hun lagede den anden hånd på hans bryst

Han kyssede hende blid på munden og lod sen tunge skille hednes læber og glide ind i hendes mund og krassede hedne blid på ryggen og holdte hende tæt ind til sig og nussede hende blid i håret med dan anden hånd

hun lod blidt sin tunge strye kærtegnede om hans mens hendes ene hånd blidt støj ham over brysstet og ned over maven hendes anden hånde støj fortsat igennem hans hår og aede blidt hans kind hun havde aldig følt sig så tryk og sikker før men han var en vampyr og det her var forket det vidste hun en drøm hun kun ville kunne udleve om natten som nok villekoste hende hedens arbejde rang ære og dagstimer ja endda hendes partner men det måtte vente ihværtfal en nat i morgen når solen var stået op ville hun kunne tage sine hanliger op til genovervejelse men ikke før

han lod sin kolde hånd glide ind under hendes trøje så den nu lå på hendes varme hud od den adnen håd lagde han på hendes nakke og holdte hendes hovde tæt ved ahns men der var ikke noget tvang over det han gjorde han fortsatte med at kyssede hende dybt og virkede på ingen måde som en vampyr

hun fortsatte med at kysse ham lideskabeligt mens hun trykkede sig ind til ham en enkel tåre løb fra hendes venstre øje og faldt ned og ramte hendes bryst det sted den remte blev det ellers sorte stof en nyance mørker og mere skindene hun lagede ikke selv mærke til det men hun kunne mærke to sider i sig selv slås om kontrol over hendes krop den ene side var hendes hjerte der ønskede sig ham den adnen var hendes fornut der ønskede at hun gik og glemete ham det var endnu usikkert hvilken side der ville vinde hun lod blidt isne hænder glide kærtende over hans arm og ligge sig til vile på hans overarme

han løsnede sine læber fra hednes og kikkede på hende "er du okay" spurte han hende kort og strøg hedne over kinden og lod hånden der efter løbe gennem hendes hår han trak forsigtig sine hænder til sig og lad dem hænge slapt ned af siden på ham

hun så på ham og da det gik op for hende at hun græd så hun ulykkeligt på ham "det.... det ved jeg ikke... jeg er forviret" hun lagede hovedet ned imod hans skulder og ligende en der ikek vidste hvad hun skulle gøre af sig selv

Han nussede hende gennem håret "er du over hovdet sikker på at dette er det du ville?" spurte han forsigtigt og lagde en hånd på hende ryg

hun så op hendes øjene udstrålede beslutsomhed og styrke en sikkerhed og styrke man ikke kunne anet end beundre hende for en beslutsomhed der var en dronning værdig "er du sikker på at du får lov at beholde din tunge hvis du stiller det samme spørgsmål en gang til nu har jeg svaret dig tre gange på det og svaret har ikke ændres sig på de to min du brugte ved at kysse mig"

Hna grine venligt af hednes beslutsomhed og kunne intet andet end at kysse hende blidt på munden og trykke hedne venligt ind til sig "Åh Mikia du er da en dejlig lille tøs du er så usikker oms en lille pige men en gang imellem står du stærk og fast som en sten inde bag denne lille fasade ligger der jo en rigtig romankiker gemt et sted sog skriger efter kærlighed....." sagde han blidt og venligt "og et andet sted ligger deer en voksen kvinde som ville gøre alt for at holde sammen på sig selv og ikke falde for mig" han nussede hende blidt under hagen og smilte bare venlig af hende

"hvis det passer er det jo bare et sprøgsmål om tid iden den voksne del af mig også falder for din sødme og charme desuden længes alle ikke efter det de ikke kan få? så hvordan kan det undre nogle at jeg længes efter en smuk mand der tilbeder mig betingelsesløst når det er det eneste jeg dur til er at slagte vampyre kl 4 om natten?" hun smilede sødt til ham bevist om sandheden i hendes egne ord og den smerte hun påførte sig selv ved at sige dem højt

"åhr nej du kan så meget mere du kan så uendelig meget mere" sagde han blidt til hende og kyssede hende i panden og klemte hedne blidt ind til sig og nussede hende blid på hovdet

hun så alvorligt op ham "hvis du kan nævne bare tre ting så er jeg inponert for det er mere end jeg kan jeg har aldig foretaget mig noget som helst anet i hele mit liv end at dræbe vampyre så tvivler på at der er så meget anet" hun stilte sig på tær og kyssede ham blidt på næsen mens hun smilede drillende til ham

han smilede "du kan være så velje stræk at det ville slå mange i gulvet du kan være så sød at det gør ondt inden i mig og du kan kaste lys selv i de mørkeste steder hvor andre ikke kan nå og du kan se sandheden selv om vi andre går blindt forbi den....skal jeg forsætte?" spurte han grine og såt dog stadig oprigtig ug og hvad han sagde var tydelig vist rigtigt

hun smielde og lage hånden på hans kind og så på ham som når man ser på et barn der ikke har forstået det man forsøget at fortælle dem "det var ikke det jeg mente jeg mente fysike engeskaber ikke mentale evner det kan godt være at jeg er god til det anet men det er ikek nogle evner som man kan opbygge igennem livet det er noget man er født med" hun kyssede ham blidt på panden som var han kun en lille uforstående dreng og ikke en flere tusinde årig gammel vampyr

"Makia du er da også en sær snelg du har så anderledes meninger end så mange andre dig kan man kun finde få af" sagde han venligt og gik over til det åbne vindu og lukkede det og lgde det sorte klæde for igen og kikkede på katten som åbenbart var kommet ind igen gennem vinduet og sukkede hele hans hus var da også fyldt med de mest mærkverdige væsner tænkte han sagte for sig selv og rystede let på hovdet

"det er fordi jeg er opvokset i et kloster der mente at man godt måtte slå ihjæl når det galt væsner der i forvejen var døde at jeg selv var dybt uenig med den påstad er en anden historie men i all fald mente jeg at man også burdte have lov til at slå levende væsner ihjæl så længe en principper var oprigtige det fik jeg godt nok mange sveder for" hun smilede og gik over og kyssede ham blidt på kinden nej han kunne umuligt være hendes forældres morder det var han for venlig og kærlig til engang i mellem virkede han heller ikke som en vampyr for en vampyr kunne jo intet føle