hjælp forvirret tøs

Han vendte sig om og kyssede hedne venligt i panden "det forstår jeg ikke det er da okay at slå levende mennesker ihjel bare man har en god grund og døde ja det er vel også okay.... men det kan jeg nok ikke svare på da jeg har dræbt tuninder af begge så det er svært at hjælp" sagde han venligt og lignede ikke en der virkede skam fuld over at have dræbt mange mennesker

"under alle omstædigheder må man dræbe for at overleve det er jungle loven den stærkste overlever og længer er den ikke selv om jeg personlig aldrig ville være istand til at slå nogle jeg holder af ihjæl tro mig jeg har prøvet hvilket er grunde til at jeg så despart forsøger at blive stærker at blive uovervindelig i håb om at det også vil styrke mig rent mentalt så jeg når det enlig glæder virkelig har styrken til at dræbe en jeg elsker for at foresvare flere jeg holder af men det er vel kun en lille piges barnlige drøm" hun gik over til vinduet og stilte sig lænet op af vindus kammen og kikkede ud over over byen med et fjret blik hun havede med en vinger bannet et kikhuld imellem vægen og de mørke gadiner

"fysik styrke kan ikke hjælpe med at gøre dig stærkere mentalt det kan kun dit sind" sagde han venligt og satte sig ned på en af stolene og smilte lidt da han formodet af hun mente ham angående det med at slå en ihjel som man elseker "men hvis du tager dig den fornødne tid skal du nok få dræbt det du elsker skal du se det er blit et spørgsmål og tid" sagde han venligt mens hans øjne intet viste

"det er forsent han er allrede død jeg var ikke hurtig nok men det kostede for mange liv og jeg har fortrudt min svaghed lige siden jeg troede aldig at jeg skulle komme til at holde af nogle igen ja jeg ligefrem undgik at lade folk komme tæt nok på mig til at det ville få mig til at føle noget for dem men så kom du og min makker og ødelage min ismur" hun sukkede og vilede hovedet tungt imod vægen hun vidste at hun burdte gå hun var allrede for sent på den men hun havede ikke lyst

"en ismur er farlig og det er også farligt at lukke folk ude DEt er en svaghed styrken ligger i at kunne elske og holde af Makia ikke omvendt" sagde han og ragte ud efter hende og tof fat i hendes arm ogtrak hende hænd til sig og satee hedne ned på sit skøg og kyssede hedne krævende på munden

hun besvare hans kys og kikkede derefter ned "jeg ved at en ismur er falrig men den beskytter imod smerte og hvis der er noget jeg ikke er i stand til at håndtere er det smerte jeg frygter den altiså ikke den fyssike den kan jeg håndtere ja ligefrem takle men den psykiske den der er dybt inde i ens sjæl som fordærver mere og mere hver eneste dag den er jeg bange for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv jeg vil fjerne mørket men hver eneste gang jeg åbner mig og lader folk hjælpe ender det bare i mere mørke" hun lagede armende beskyttende om sig selv

Han tog blidt fat i hendes kæbe og drejde hednes hodet mod hans "Hey.... du bliver nød til at spille elelrs ende du i et evigt mørke og det kan vi jo ikke ha" sagde han blidt til hedne og kikkede hedne dybt ind i øjne som om hans søgte efter noget....noget som ikke lå lige til at se

hun kunne ikke anet end at kikke i hans øjne smerten i hendes sjæl var ubærlig og mørket kresede omkring hendes hjerte det var det eneste hendes forældre nolge sidnde fik givet hende en hybrids blod hun var ikke bare et menenske kvinde men en skabninb avlet af to raceres forbudt kærlighed samlet i et afkom som derefter var blevet skubbet bort og opdraget af en tredje race for at blive den ultimative dræber maskine og hun vidste det ikke engag selv

han blev ved med at kikke i hendes øjne "kali do arma(åben dit hjerte)" hvskede han så blidt nærmest hypnotiserene og næsten al føselse der før havde været i hasn ansigt var forsvunden og kun en alvorlig dog beroligene mumik var til bare

hendes øjne blev tomme mens hans ord trængte ind i hendes hoved lidt efter lidt andtog de et spejl aktig glans som tillod en der viste hvad han skulle se efter at kikke direkte ind i hendes umennesklige sind det var vildt som en vareulvs rent som en menneskes men mørkt og sorgfuldt som en vampyr det var tydeligt at hun var en kvinde med en meget svag psykke og så aligevel ikek da det ville kræve meget at være alle de tre dele på engang så det var intet under at hun ikke også kun takle livets problemer oven i det alt sammen

han blev ved med at kikke i hendes øjne uden at bryde øjnkontakten et øjeblik og søgte efter hendes minder hendes minder om alt trist de minder som gjorde hedne svag en gang i mellem han søgte de minder hun forsømte og ville gemme dybt i hendes sind og hjerte dem som igen andre ville se

det eneste makia kunne se mens hun sad der med øjne der afsløre alt var de billede rder begyndte at rulle i hendes hoved som en gammel sort hvid stum film en lille pige allene på en legeplads med blod på den ene hånd som var meget længer og helt sort et lig for hendes røder og en tåre på hendes kind det fadede ud og bag efter et mande ansigt en præst som var igang med at voltage pigen hun skreg og bad om hjæl det gjorde ondt senner pigen låst inde i et mørkt rum nu var begge hænder sorte og lange hun rev og sled i døren stak hånden igennem den så lyset strømemde ind hun græd og råbte på hjælp men igen kom lunse raf kød blev smidt ind til hende som hun kastede sig over som et glubst vildyr mens hun græd senner pigen der løb igennem skoven på flugt fra sig selv hun falder en kvinde hjælper hende op og bliver skudt kort efter maden der skød hende kommer fram smile rog afsløre nogle tvvampyr tænder hun går med ham der går noget tid han bliver overfaldet af en varulv som bliver skudt af en præst hvor hun så langt om længe ender på en briks pi en hospitalt fløj i kriken en tåre falder ned af hendes kind den sidste i mange år da hendes hjerte nu er omgivet af en mur af is opsat for at igen skal kunne bryde igennem den igen

han flyttede sit blik fra hende og satte hedne fra sig og gik over mod vinduet og tænkte på det han havde set det var ike så lidt en trist historie pigen havde jo en trist fortid en ganske trist fortid han kikkede på Makia igen "er du okay" spurte han kold og kikkede ud af vinduet igen

makia rysted ehuritgt på hovedet og det tmme blik forsvant sammen med erindringerne om det hun lige havede genset hun huskede som altid ingen ting fra før hun fyldte 10 "ja hvorfor skulle jeg ikek være det" svare hun kækt og livligt "det er snare dig der ligner en der har brug for at en klogn stormer ind og begynder at kaste med kager jeg har ikke lige en klovn i lommen men jeg kan ringe til min makker han er næsten lige så god"

"nej jeg gider ikke til at blive skud efter og jeg har det fint jeg har det fint ganske godt det er da en trist fortid men det ville hjælpe dig du gav slip på dine minder nok ikke så friviligt men bare rtoligt det vil hjælpe" sagde han venligt og smilede kort til hende og strøg en hånd gennem håret så det hele dumpen den på ryggen af ham og hans femenine ansigt kunne ses ordenligt

hun så uforståend på ham "hvad fabler du om jeg har ingen trist fortid jeg har fortalt dig at jeg er opvokset i kriekn og ikke anet mit liv har været meget normalt lidt ensomt men det er også det der er ikke sket anet" det var tydeligt at hun igen havede fortrængt son fortid

"Du vil alsår gerne lære det hele på den hårde måde betyder det at jeg skal til at opfriske det hele for dig eller vil du selv ind se det makia?" spurgte han kold og kikkede på hende med det kolde øjne som igen føelser vidst længere "eller skal jeg vise dig på min måden hvordan virkeligheden er valget er dit makia" sagde han uden nogen for for trøst i stemmen

hun knep øjende en smulge sammen og ligende mest af alt en ulv der føler sig truet og er parat til genangreb "hvad er det der stikker dig hvorfor fanden opføre du dig pludselig som om hele vreden er ved at slå dig ihjæl og at jeg er sent ud for at gøre det beskitte arbejde jeg ved ikek hvad jeg har gjort dig men en ting kan jeg godt sige dig min finde ven du får overhovet ikke lov til at vise mig noget osm heslt før du har lagt den tone på hylden igen"

han sukkede op given og gentog sig denne gang med en blid stemme "Du vil alsår gerne lære det hele på den hårde måde betyder det at jeg skal til at opfriske det hele for dig eller vil du selv ind se det makia? eller skal jeg vise dig på min måden hvordan virkeligheden er valget er dit makia" hans stemme var blid og roligt mens han kikkede på hende

"jeg ved stadigvæk ikke hvad du fabler om" hun var begyndt at blive utryk ved siturationen hvad var det han mente hun havede i all fald ikek tænkt sig at blive og finde ud af det " hør jeg er forsinket jeg har en aftale med min makker og han er i forvejen sur så det gør det nok ikke beder hvis jeg komemr mere forsent jeg går nu vi ses sener" hun vendste sig om og gik med rolige skrid hen imod døren

Han havde på igen tid flyttet sig for an døren og der ved spærret udgangen "Du mangeler stadig at svare på mit spørgsmål maika" sagde han ventene og kikkede på hende men et blidt blik og virkede ret så venlig

"jeg nægter at svare lad mig så gå jeg har en aftale" hun gik fortsat hen imod døren som om han ikke stod foran den hendes skridt var faste og sikre og hendes udståling ville få ethvært normalt menneske til at rykke sig i bare respekt nogle ligefrm frygt hun ligende en man ikke ville komme op at skænedes med

Han sukkede kort over hende og tog bestemt fast i hedne så hun ikke ville kunne flytte sig og kyssede hende på halsen "sorry men du vil ikke lytte" sagde hgan kort før han bed fast om hendes hals hvilken ikke var en behalig oplevelseda det gjorde ondt han sørgede for at holde fast om hednes arme så hun nu stod fast og ude af stand til at flytte sig fra ham

hun skreg af smerte og flyttede reflex mæssigt sit ben så det var imllem hans hvor efter hun jog knæet hårt opad imod hans skridt had fanden blidte han sig ind der var igen der skulle bide hende igen og slet ikke en vampyr han vidste udmærket godt hva dhun mente om de bæster hun var ikek såret bare rasende og hun håbede virkelig at det knæ i skriddet ville gøre ondt som bare fanden

oron stod sm upårvirket men faktis gjorde det naller men han vidste det ikke og han holdte bare fast i hende og mærkede hvordan hun langsomt midste noget af sin styre og gav slip på hedne og slikkede de sidste dråber af blod på hans læber af "lag vær med at gem dit had....dine pistoler ligger inde på værelset" sgade han kort og satte sig på bordet og kikkede afventene på hende